Julian Margarat Cameron 1815-1879
“I began with no knowledge of the art. I did not know where to place my dark box, how to focus my sitter, and my first picture I effaced to my consternation by rubbing my hand over the filmy side of the glass.” Cameron
Cameron provokerede sin samtid med sløsede, uskarpe, uprofessionelle fotografier der synes, for de ihærdige foto-nørd-pionere en sand irritation. For dem handlede fotografi om kontrol og teknikbaserede processer. Sådan greb Cameron ikke mediet an, nej, hun kastede sig ud i det og blev kastet rundt med. Hendes motiver blev som kastevinde diffuse, drilske og en smule ustyrlige. Kvinderne er nærmest viklet ind, holdt fast af vegetationen. De søger mulighed for udsyn, men noget holder dem tilbage...
Denne kasten rundt og melankolske enlighed som Cameron indfanger, er jeg dybt inspireret af. Cameron var meget religiøs. Det er jeg ikke, ikke det mindste, men jeg fornemmer samme dybte og ønske om vished og samhørighed som ses i disse portrætter.
Membranen mellem savn og frihed er på spil.
